Historie

Et dametoilet og en slægtsroman Gammeltorv er Københavns ældste torv. Byens rådhus lå her fra 1479 og indtil det brændte ned i 1795. Samme år som rådhuset brændte, blev bygningen, der i dag huser Cafe Gl. Torv opført. Der har været øltapperi og udskænkning på stedet siden 1671, men Cafe Gl. Torv blev først etableret i sin nuværende form fra 1902-1903. Det skete under en ombygning af den tidligere urtekræmmerbutik på hjørnet af Vestergade og Gammeltorv. De første år blev stedet drevet af gæstgiver M. S. Bjerre, der ligeledes lejede værelser ud til de torvehandlende. I 1910 overtog fru Charlotte A. Jensen restauranten og udvidede aktiviteterne til værtshus samt ”Damecafe”. Dengang solgte torvets handlende især kød, fjerkræ og smør. Måske var det de besværlige adgangsforhold til baggårdens dametoilettet, der trak de kvindelige handlende til restauranten. Et toiletbesøg krævede nemlig, at fruerne først måtte hele vejen gennem Cafe Gl. Torvs restaurant og køkken, og ikke før i 50’erne blev der etableret dametoilet ved Gammeltorv med mere hensigtsmæssige adgangsforhold. I 1942 udgav Kelvin Lindemann slægtsromanen Huset med det grønne træ, om en storkøbmandsfamilie, der residerede i ejendommen. Dengang stod der et stort træ udenfor indgangen til restauranten. Selv om det i dag er erstattet af et mere beskedent træ, så er tilnavnet Huset med det grønne træ, som stedet i daglig tale kom til at hedde efter udgivelsen af Lindemanns roman, hængt ved lige siden. Det samme gælder Cafe Gl. Torvs indretning, der er restaureret med stor respekt for de oprindelige rammer, udstukket i starten af sidste århundrede. Væggenes træpaneler prydes af historiske billeder fra København – og menuen kredser stadig om de bedste traditioner for godt dansk smørrebrød, ledsaget af skummende fadøl og snaps.

dk