Huset med det grønne træ

Gammeltorv er Københavns ældste torv. Her lå byens rådhus fra 1479 og indtil det brændte ned i 1795. Samme år blev bygningen, der i dag huser Cafe Gl. Torv opført oven på den gamle voldgrav - med øltapperi og udskænkning siden 1671.

Damecafé og værtshus

De første år blev stedet drevet af gæstgiver M. S. Bjerre, der også lejede værelser ud til de torvehandlende, men i 1910 overtog fru Charlotte A. Jensen restauranten og udvidede aktiviteterne til værtshus samt ”Damecafe”. Dengang solgte torvets handlende især kød, fjerkræ og smør – og måske var det de besværlige adgangsforhold til baggårdens dametoilettet, der trak de kvindelige handlende til restauranten. Et besøg krævede nemlig, at man måtte hele vejen gennem såvel Cafe Gl. Torvs restaurant som køkken, og først i 50’erne blev der etableret dametoilet med mere hensigtsmæssige adgangsforhold.

Huset med det grønne træ

I 1942 udgav Kelvin Lindemann slægtsromanen Huset med det grønne træ, hvor en storkøbmandsfamilie residerer i ejendommen. De var i Gud, konge og fædrelandets navn slavehandlere, hovedjægere og tropekolonister af bedste røverromantiske skuffe. Dengang stod der et stort træ udenfor indgangen til restauranten, og selv om det i dag er erstattet af et mere beskedent træ, så er tilnavnet Huset med det grønne træ, som stedet i daglig tale kom til at hedde efter udgivelsen af Lindemanns roman, hængt ved lige siden.

Tradition og fornyelse

Restaurantens indretning står næsten uændret siden århundredskiftet. Væggenes træpaneler prydes af historiske billeder fra København – og menuen kredser stadig om de bedste traditioner for godt dansk smørrebrød, ledsaget af skummende fadøl og snaps.

Ægteparret Steen Hovn Petersen og Fabienne Sørensen overtog Cafe Gammeltorv i 2009. Sammen med chefkok Lars Andersen blev kvalitet sat i højsædet - smørrebrød af de bedste råvarer, alt lavet fra bunden og lavet med kærlighed.

”Vi serverer ikke noget vi ikke selv vil spise og det sætter alle vores gæster stor pris på.”